Teamudvikling

Teamudviklingsforløb for chefgrupper, ledergrupper og specialistteams

Når der er forbindelse mellem vores autentiske jeg og funktionen på jobbet, får vi meget friere adgang til at udfolde vores personlige evner og kreativitet til glæde for såvel arbejdspladsen som os selv.

Mindfulness integrerer vores fulde autenticitet i nuet ved at træne bevidsthedens evne til at være opmærksom på præcis de fornemmelser, tanker og følelser, der er i nuet. Evnen til at vide, hvor man vil hen – at skabe ambitiøse visioner og strategier - fylder meget i arbejdslivet. Gennem mindfulness opøves forudsætningen for at kunne orientere sig og handle præcist: Evnen til at vide, hvor man er lige nu.

Opdyrk jeres naturlige lederevner gennem bevidst nærvær i nuet

Et teamudviklingsforløb med SAMSPIL NU er en opprioritering af jeres evne til at opdage, hvor I er lige nu – hver for sig og sammen. En dybdegående udforskning af jeres aktuelle situation med en intention om at se på og acceptere tingene, som de er. Accept fordi nuet alligevel ikke står til at ændre. Og fordi vi fysisk og mentalt har brug for at være solidt forankret i nuet, som den vigtigste forudsætning overhovedet for at kunne påvirke fremtiden præcist og med omtanke.

Et bevidst nærvær i nuet bringer jer tættere på jer selv og hinanden med alle de facetter, der kan sanses, når vi tillader det at ske: Irritation, vrede, kedsomhed, afmagt, latter, smerte, frihed, fred, glæde, forløsning, power etc. Ganske enkelt et møde med alt det, der i forvejen findes i jeres fællesskab og som påvirker jeres trivsel, handlekraft og evne til at levere kvalitet.

Optræning af det bevidst nærvær i nuet øger mængden af bevidste valg i det personlige lederskab. Ved hjælp af mindfulness kommer vores daglige handlen med tiden i højere grad til at udspringe af vores fulde tilstedeværelse her og nu, så vi kan foretage mere velovervejede valg og herved leve mere integreret med os selv, opnå større effektivitet og livsglæde.

Hvordan

Et teamudviklingsforløb tilpasses jeres konkrete sammenhæng og udfordringer. Det foregår typisk over en periode på 2 til 12 måneder, fx som en række kortere 2-3 timers-sessioner lagt ind i eller omkring jeres eksisterende møderække. Metoderne vælges ud fra behov og tilpasses jeres særlige situation og udfordringer. Udover mindfulness anvendes supervision, coaching og proceskonsultation. Der kan desuden lægges længerevarende teambuildingsaktiviteter i naturen ind i forløbet både i Danmark og udlandet.